mandag den 19. juli 2010

VÆRTSFAMILIE!

Yeeehaw, så skete det; jeg fik i dag en email af kære Linda fra Explorius, der havde forsøgt at ringe til mig et par gange med nogle spændende nyheder. Jeg kaster mig over efter min telefon, blæser på mine dyre taletidstakster og ringer hende op.
Vi brugte først et par minutter på at få mit nye nummer på plads. Det skal lige siges, at jeg fik straffet vores stakkels marmorgulv rimelig vildt på badeværelset, mens jeg stod og trippede af tålmodighed.
"Nå, Nanna, nu skal du høre. Vi har simpelthen fået en mail fra ICES i dag, og du har fået placering i Olive Branch, Mississippi," (ikke fordi det er noget, man burde kende), og hun fortalte videre, at det er en familie bestående af et ægtepar i deres sene halvtredsere, tre kæledyr og tre udeboende døtre.
Olive Branch ligger i det nordligste af Mississippi, men temperaturerne danser stadig omkring de 30 - 35 grader celcius. Byen grænser op til Tennessee, og den tætteste storby er rent faktisk Memphis. Bummer, at man ikke må krydse statsgrænserne uden en voksen.
Skolen jeg skal gå på hedder Lewisburg High School. Det er en skole med 929 elever, og skoleåret starter d. 3. august og slutter igen d. 20. maj. Det er helt forskruet, og jeg er virkelig under pres med min forsinkede visumansøgning.
Jeg ved ikke, om jeg burde skrive til min værtsfamilie, før jeg er helt sikker på, at jeg kommer afsted, og at jeg ikke bliver smidt af skolen på grund af forsinkelser. Det er måske klogest.
Det er svært at lægge en dæmper på min fuldkommen ustyrlige, konstante glædesrus, men jeg er nødt til at tage den med ro, indtil jeg er sikker på, at jeg kan få en hasteaftale på ambassaden, og at skolen evt. vil give mig dispensation for de dage, jeg misser.
Er der nogen, der ved, hvordan man melder sig på de forskellige fag og hold?

Alles für jetzt, jeg vil melde tilbage hertil, når jeg ved mere :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar